Løkke vil finansiere grønt afgift-hul med skattestigning

Skrevet af admin

24/05/2016

Mest læste i dag

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slår fast, hvad hans ministre tidligere ikke har villet slå fast: At regeringen overvejer at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften ved at sætte bundskatten op.

- PSO'en er underkendt. Vi skal finde en ny finansieringskilde, siger Løkke således under tirsdagens spørgetime i folketingssalen.

- Den skal finansieres ved, at vi sætter bundskatten op, eller ved at vi fortrænger nogle andre ting, siger statsministeren.

PSO-afgiften betales i dag over elregningen af borgere og virksomheder og finansierer den grønne omstilling.

Men EU-Kommissionen har underkendt den som traktatstridig, fordi den bliver pålagt udenlandske selskaber, som ikke nyder godt af støtten til grøn omstilling i Danmark.

Afskaffelsen af PSO-afgiften efterlader et hul i statskassen på op mod 70 milliarder kroner over de næste ti år, der skulle gå til grøn omstilling.

Regeringen foreslår en gradvis afskaffelse af PSO-afgiften fra 2017 til 2021 og har fundet cirka en syvendedel af pengene. Resten kan ifølge statsministeren skulle findes ved at hæve danskernes bundskat.

Den største post i regeringens plan er at droppe planlagte opstillinger af kystnære havvindmøller. Det vil frem mod 2035 spare statskassen for otte milliarder kroner.

Men det betyder ikke, at regeringen slækker på de grønne ambitioner, forsikrer Lars Løkke Rasmussen.

- Vi har ikke noget forslag om, at der nu er et hold, der skal sendes ud og pille vindmøller ned. Det har vi ikke. Vi har et forslag om fortsat at udbygge Kriegers Flak - en helt ny havvindmøllepark.

- Vi siger så bare, at når hele konstruktionen er skredet, og vi ikke kan opkræve pengene, som vi havde tænkt os, så skal vi finde en ny måde.

- Det er naturligt med et serviceeftersyn, hvor vi ser, om vi kan tage toppen af regningen. Og det kan vi godt gøre, samtidig med at vi fastholder en grøn profil.

Regeringens tre støttepartier har tidligere afvist at ville finansiere PSO-regningen ved at hæve bundskatten. Hos Socialdemokraterne vil finansordfører Benny Engelbrecht gerne først se beregninger fra regeringen.

- Et er, at Lars Løkke siger, at det bliver en skatteløsning. Vi vil gerne se konkrete beregninger på det. Så længe regeringen ikke har villet komme med et konkret udspil, har vi heller ikke kunnet forholde os til det.

Han kalder det samtidig "meget kedeligt", hvis man skulle annullere allerede planlagte projekter som havvindmøllerne.

/ritzau/