Løkke vil sikre danskere samme levevis som vores naboer

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

For få år siden kunne alle og enhver se, at Danmark var udfordret økonomisk. Men selv om problemerne ikke er så åbenlyse i dag, så ser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), stort behov for at øge væksten.

Det siger han i et interview med Dansk Erhvervs magasin i anledning af organisationens årsdag, der finder sted i næste uge.

- Jeg ønsker, at den gennemsnitlige familie i Danmark har nogle vilkår, som er fuldt sammenlignelige med nabolandene. Den gennemsnitlige dansker skal også have råd til at købe den telefon eller husholdningsapparat, som man har råd til i England, siger Løkke.

- Man skal kunne køre i den ønskede bil og ikke kun kigge over sundet til Sverige. Skal det lykkes for os, skal vi løfte vores konkurrencekraft, så vi øger eksporten og indtjeningen i erhvervslivet.

Derfor vil statsministeren finde økonomisk råderum til at holde fast i skattestop og i byrdestop for erhvervslivet, til at rydde op i punktafgifter og samtidig have råd til at sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde, opremser han i interviewet.

Ifølge Løkke vil den 2025-plan, som regeringen har planer om at fremlægge til sommer, pege på de beslutninger, der skal sikre, at der er balance og råderum til at "udløse Danmarks vækstpotentiale".

Lars Løkke Rasmussen ser også digitalisering som afgørende for at øge produktiviteten, siger han i interviewet med Dansk Erhvervs magasin.

/ritzau/