Løkke vil skåne regionernes hoveder

Siden 2011 har Venstres officielle politik været at nedlægge landets fem regioner. Men nu åbner Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, for, at regionerne alligevel får lov til at overleve, skriver Politiken.

- Det er helt klart, at jo bedre regionerne performer, jo bedre de bruger vores penge, jo større grad af patienttilfredshed, desto mindre behov er der for at lave det om. Jeg er ret udogmatisk med hensyn til det, udtaler Lars Løkke Rasmussen til avisen.

Partilederens udtalelse kommer som reaktion på en ambitiøs målsætning fra Venstres regionsformand i Syddanmark, Carl Holst, der forudser, at tre ud af fem regionsformænd efter regionsvalget 19. november vil være venstremænd.

Det vil få Venstre til at droppe modstanden mod regionerne, mener Carl Holst, der i dag er partiets eneste regionsformand - resten er socialdemokrater.

- Jeg tror på, at man med tre blå regionsformænd vil føre en politik, der gør, at argumenterne for at nedlægge dem vil forsvinde, siger Carl Holst til Politiken.

Lars Løkke Rasmussen har ifølge Politikens oplysninger inden for den seneste måned på de indre linjer sendt signaler om, at beslutningen fra 2011 om at nedlægge regionerne på ingen måde haster.

Han siger nu til Politiken, at han gerne vil lade sig overbevise af Carl Holst om, at det er rigtigst at bevare regionerne.

Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup, kan ikke blive klog på Venstres linje.

- Det lyder som en Lars Løkke med uld i mund. Det er ikke til at få et klart svar på, om de vil bevare eller nedlægge. Man kunne få den mistanke, at Venstre håber på et godt regionsvalg og derfor toner ned på målet om at slagte regionerne.

- Under alle omstændigheder er det en voldsom zigzagkurs fra Venstre, siger han til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip