Løkke vil undersøge forslag om integrationsjob

Skrevet af admin

10/03/2016

Dagens topnyheder

Kort før midnat natten til torsdag offentliggjorde LO og Dansk Arbejdsgiverforening det første fælles egentlige forslag til, hvordan flere flygtninge skal komme i arbejde.

Og forslaget får torsdag formiddag en foreløbig positiv modtagelse fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- LO og DA kom sent i går med et bud på en løsning. De foreslår, at virksomheder kan ansætte flygtninge i særlige integrationsstillinger, siger Løkke under sin tale ved topmødet i Kommunernes Landsforening (KL).

Lønmodtagerne og arbejdsgiverne, der i øjeblikket drøfter emnet i de såkaldte trepartsforhandlinger, foreslår en ny integrations-grunduddannelse, der skal sikre arbejde og opkvalificering til flygtninge og familiesammenførte.

Forslaget har allerede mødt kritik fra både Enhedslisten, der kalder forslaget "pivåbnet for misbrug", og LO's egne rækker i form af fagforeningen FOA.

- Forslaget giver kommunerne mulighed for at ansætte flygtninge til en timeløn på 49 kroner. Det er ren indslusningsløn, siger formand for FOA, Dennis Kristensen.

Statsministeren ser anderledes på det, lader han forstå i talen på KL's topmøde.

- Det lyder meget interessant, det lyder meget lovende. Nu skal vi have lov til at se nærmere på det, siger Løkke.

Integration af flygtninge er et af de allervarmeste debatemner i det kommunale Danmark for tiden. Det er nemlig kommunerne, der står med opgaven om at integrere flygtninge, når de først har fået asyl i Danmark.

Trepartsforhandlingerne har netop til formål at sikre, at flere flygtninge kan komme i job. I dag er kun en tredjedel i arbejde efter tre år. Regeringens mål er, at det skal være halvdelen.

/ritzau/