Løkke vil undgå dominoeffekt i EU efter britisk exit

Vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå dominoeffekter i Europa efter den britiske beslutning om at forlade EU-samarbejdet.

Det er budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter første dag på EU-topmødet i Bruxelles.

- Jeg har en oplevelse af, at der har været en betydelig selvrefleksion, siger statsministeren, efter at den afgående britiske premierminister, David Cameron, har orienteret de 27 andre EU-ledere om situationen efter den britiske exit-afgørelse.

Tre folkeafstemninger er det seneste halve år gået imod EU. Først i Danmark, så i Holland og nu i Storbritannien. Og det kunne have været flere, hvis der havde været flere folkeafstemninger i andre EU-lande, mener statsministeren.

- Der er en betydelig skepsis derude, som vi er nødt til at tage alvorligt og samle op på, siger Lars Løkke Rasmussen.

Og den diskussion tager stats- og regeringscheferne for de 27 lande, der bliver i EU, hul på, når de onsdag samles uden Cameron for at diskutere vejen videre frem for det europæiske samarbejde.

- Alle er nu enige om, at den skepsis, der har ført til det britiske nej, ikke er et enestående britisk fænomen. Den findes også i alle de andre befolkninger, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Der er hele vejen rundt om bordet udtrykt vilje til, at nu skal vi holde sammen, de resterende 27, og at vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå dominoeffekter, siger han.

Logikkens veje fører derfor ifølge statsministeren frem til, at de løsninger, der skal findes på de europæiske udfordringer, tager "afsæt i pragmatisme og realisme og ikke i ideologier og føderalisme".

- Hvis Europa nu vil tage den her skepsis ned, sikre sig mod dominoeffekter, vise at man faktisk løser nogle af de problemer, som europæerne går op i, så burde man blandt andet få sådan en sag som Europol løst, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han henviser dermed til det danske ønske om at få en parallelaftale om Europol-samarbejdet for at forhindre, at Danmark i maj næste år ryger ud af det europæiske politisamarbejde.

/ritzau/

Dagens Gossip