Løkkes klimaorganisation kan snart løbe tør for penge

Skrevet af admin

13/12/2013

Mest læste i dag

De seneste måneders skandalesager risikerer nu at få økonomiske konsekvenser for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI), hvor Lars Løkke Rasmussen (V) er formand.

Organisationen er på vej til at løbe tør for penge og risikerer et minus i kassebeholdningen på mere end 20 millioner kroner allerede i første kvartal af 2014.

Det fremgår af et brev dateret 15. november fra GGGI's generaldirektør, Howard Bamsey, til daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R). Et brev, som Information er i besiddelse af.

- GGGI må skaffe pengene eller skære i omkostningerne, så de matcher indtægterne, siger ekspert i økonomistyring Jan Mouritsen til Information.

- Ellers kan de ikke betale deres regninger, og så må de jo i yderste konsekvens dreje nøglen om, tilføjer Mouritsen, som er professor og institutleder ved Institut for produktion og erhvervsøkonomi ved Copenhagen Business School.

Problemerne skyldes primært, at Norge har fastfrosset sin støtte til GGGI, efter at det i efteråret kom frem, at den sydkoreanske rigsrevision har afsløret et massivt overforbrug og økonomisk rod i klimaorganisationen.

Ifølge brevet til Christian Friis Bach, der indeholder en oversigt over organisationens cash balance, foreligger der nu to scenarier for første kvartal af 2014.

Hvis Norge genoptager støtten, vil GGGI have 8,1 millioner kroner tilbage i kassen efter første kvartal. Hvis ikke, vil GGGI have et minus på næsten 20 millioner kroner, skriver Information.

/ritzau/