To løsladt i sag om hasholie og marihuana

Skrevet af admin

19/12/2014

Dagens topnyheder

To mænd, som politiet mistænker i en sag om 88 liter hasholie og 11 ton knuste marihuanaplanter, der er blevet konfiskeret et sted på Sjælland, er blevet løsladt i et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt.

Det oplyser vicepolitiinspektør Tom Struve fra specialsektionen i Københavns Politi.

Det er anden gang, at politiet forsøger at få de to mænd varetægtsfængslet, men dommeren mener ikke, at mistanken mod dem er velbegrundet nok til at varetægtsfængsle dem.

- Vi opretholder sigtelsen mod dem og arbejder videre med efterforskningen. Vi mener, det er de to, det handler om, og ingen andre, siger Tom Struve til Ritzau.

De store mængder hasholie og knuste marihuanaplanter blev fundet mandag. De 11 ton knuste planter var samlet i bigballer, der fyldte så meget, at politiet måtte bestille tre lastbiler med anhængere til at køre dem væk.

Politiet ved ikke, om planterne skulle bruges til at fremstille hasholie, eller om de allerede er brugt til det. Derfor er planternes indhold af THC, der er det virksomme stof i hash og marihuana, ved at blive undersøgt.

Normalt svarer 88 liter olie til 880 kilo hash.

Ud over hasholie og plantedele fandt politiet fem kilo marihuana og 10 kilo marihuana-pasta samt laboratorieudstyr, der typisk ses i skunklaboratorier.

De to mænd, der er 29 og 31 år, blev anholdt af politiet i forbindelse med aktionen på Sjælland. De blev tirsdag fremstillet i dommervagten, hvor en dommer kun ville gå med til at opretholde anholdelsen af dem i tre døgn, så politiet fik mere tid til at efterforske sagen.

Fredag var mændene igen for en dommer, og denne gang endte retsmødet med, at de blev løsladt.

Nu fortsætter efterforskningen af sagen. Tom Struve venter svar på undersøgelsen af THC-indholdet i løbet af omkring 10 dage.

/ritzau/