Løsladt: Vanvidsbilist kørte 100 km/t på cykelsti under biljagt

Skrevet af Lotte Sørensen

05/06/2013

Dagens topnyheder

OPDATERET:Med 100 kilometer i timen kørte en 33-årig mand fra Aarhus på en cykelsti på Hasle Ringvej tirsdag aften kl.18.32. Her kørte han forbi en cyklist med en afstand på kun 20 centimeter.

To minutter senere var manden nået til krydset ved Paludan Müllers Vej og Ekkodalen. Her måtte en kvindelig fodgænger springe for livet for ikke at blive ramt.

Manden var på flugt fra politiet, der kort forinden havde forsøgt at stoppe ham.

Manden blev anholdt kl. 18.36 og i dag kl. 14 fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han var sigtet for at have været påvirket af stoffer under sin halsbrækkende vanvidskørsel, for at køre over for rødt og for ikke at følge politiets anvisninger. Retten valgt dog ikke at varetægtfængsle den 33-årige, som derfor blev løsladt.