Løsladt for voldtægtsforsøg mod 13-årig

En mand, der sigtes for et voldtægtsforsøg på en 13-årig pige, blev torsdag løsladt af dommeren i et grundlovsforhør.

- Dommeren mente ikke at der var indicier eller beviser nok til at fængsle ham, siger efterforskningsleder Henning Præstegaard til Ritzau.

- Han er stadig sigtet, og vi fortsætter vores efterforskning af sagen. Blandt andet skal vi have foretaget en række tekniske undersøgelser, fortsætter han.

Pigen, der er elev på Midtjyllands Kristne Friskole, har fortalt politiet, at hun onsdag eftermiddag blev overfaldet af en afrikansk knivbevæbnet mand i et hjemmekundskabslokale på skolen.

Ifølge pigens forklaring slog manden hende bevidstløs, og da hun vågnede op, var hendes bluse sprættet op.

- Pigen har været til undersøgelse, og der er ikke nogen tegn på, at hun har været udsat for et seksuelt overgreb, og hun har heller ingen skader, siger efterforskningsleder Henning Præstegaard til Ritzau.

Pigen gav efterfølgende politiet et signalement af gerningsmanden, og senere fik en politipatrulje øje på en person, som svarede nogenlunde til signalementet.

Det kommer næppe som den store overraskelse for efterforskningslederen, at manden blev løsladt.

Tidligere torsdag erkendte Henning Præstegaard overfor Ritzau, at grundlaget for at kræve manden fængslet for overfaldet på pigen virkede tyndt. Der er nemlig kun signalementet, som forbinder ham til sagen.

- Der er ikke andre piger, som har set en mand med det signalement på stedet, men vi søger efter eventuelle vidner gennem den lokale presse, fortæller Henning Præstegaard.

Politiet er blandt andet i besiddelse af det opklippede tøj, som pigen var iført. Det er blandt de effekter, som er sendt til undersøgelse.

/ritzau/

 

Dagens Gossip