Løvenkrands åben over for Superliga-skifte

Hans telefon kan meget snart blive rødglødende men af helt andre årsager end den bagende sol. Peter Løvenkrands har haft et møde med sin nuværende klub Birmingham, og klubben har af økonomiske årsager givet ham lov til at skifte på en fri transfer, hvis en anden klub melder sig på banen.

Det har allerede affødt en vis interesse fra nogle klubber, som stadig ser Løvenkrands som en attraktiv spiller på højeste niveau.

Løvenkrands er også en af de spillere, som FCK holder øje med som forstærkning til en sæson, der vil byde på mindst seks store Champions League-kampe, da mestrene træder direkte ind i gruppespillet.

FCK-truppen har brug for spillere med erfaring på internationalt niveau, og som kan gøre en forskel øjeblikkeligt.

Birmingham-spilleren kan spille både som angriber og på kanterne, så et salg af César Santin eller Christian Bolaños vil nok være påkrævet, før der er plads til en gratis Løvenkrands.

- Jeg har sagt det før. FCK vil altid være en interessant klub for mig efter så mange år i udlandet. Jeg har den fordel at jeg kan spille flere positioner, og jeg føler bestemt selv, at jeg har bevaret et højt niveau, fortæller Løvenkrands fra ferieparadiset i de Forenede Arabiske Emirater.

- Jeg lukker absolut ingen døre omkring min fremtid, men jeg kommer ikke til at skifte for enhver pris. Det skal være det rette tilbud og den rette klub også i forhold til min familie, fortsætter han.

FCK jagter primært en angriber og en central midtbanespiller, og der er brug for spillere, som man er sikker på, har niveauet til Champions League fra dag et. Desuden er der også rift om spillere som Nicolai Jørgensen, Christian Bolaños og Andreas Cornelius.

Hos FCK vil man ikke kommentere konkret på navnet Løvenkrands, men siger;

- Der vil altid være spekulationer og navne omkring FCK, men det kommenterer vi som bekendt ikke på. Det, jeg kan sige omkring vores transfervindue sådan generelt, er, at vi forsøger at stå stærkest muligt og usvækket, når vi kommer til september måned. Vores grundfilosofi er altid at investere på et stabilt niveau, uanset om vi deltager i Champions League eller ej. Sådan får vi tingene til at dreje rundt, siger klubbens sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Peter Løvenkrands har fortsat et år tilbage af sin kontrakt med Championship-klubben Birmingham, og han er klar til at fortsætte i klubben, hvis der ikke kommer en spændende klub med et konkret tilbud.

- Birmingham har lidt økonomiske vanskeligheder, så de er villige til at lade mig gå gratis for at spare lidt på lønnen. Men de har også gjort det klart, at hvis jeg ikke skifter, så vil de satse på mig igen i næste sæson. Mine børn går i en skole i Birmingham, så det vejer tungt i forhold til en ny klub. Men selvfølgelig lukker jeg aldrig døren for at komme tilbage til Danmark, forklarer Løvenkrands.

Den tidligere landsholdsspiller skiftede sidste sommer fra Newcastle til Birmingham, men sæsonen blev en noget blandet oplevelse for Peter Løvenkrands. Han spillede 25 kampe og scorede fem mål, men røg ind og ud af holdet.

Dagens Gossip

Dagens TV