Løvenkrands scorer på Schmeichel i England

Skrevet af admin

29/01/2014

Dagens topnyheder

Kampen mellem Birmingham og Leicester i den næstbedste engelske række, Championship, blev et danskeropgør, da Peter Løvenkrands blev skiftet ind for Birmingham efter pausen. I forvejen stod Kasper Schmeichel mellem stolperne hos Leicester.

De to kom endda i en direkte konfrontation, da Peter Løvenkrands scorede for Birmingham kort før tid. Det gjorde han med et hovedstød på et oplæg fra Chris Burke til slutresultatet 1-2.

Målet fik altså kun kosmetisk betydning, da topholdet Leicester allerede havde bragt sig i sejrsposition.

I det 24. minut åbnede Lloyd Dyer scoringen, og syv minutter før tid øgede Jamie Vardy til 2-0.

Med sejren stormer Leicester fortsat mod oprykning til Premier League. Holdet ligger suverænt nummer et med otte point ned til nummer to, Queens Park Rangers, der dog har spillet en kamp færre.

Det er dog endnu uvist, om Kasper Schmeichel fortsætter i klubben efter sommerpausen. Hans kontrakt udløber efter denne sæson, og han er angiveligt et eftertragtet navn på transfermarkedet.

/ritzau/