Loft afviser: Ikke budbringer for spindoktor

Skatteministeriets forhenværende departementschef afviser, at han skulle have ageret budbringer for daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor, Peter Arnfeldt, i sagen om Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skatteforhold.

- Jeg er blevet beskrevet som Peter Arnfeldts budbringer i den sag, men sådan opfatter jeg det ikke, siger Peter Loft, da han mandag afhøres af Skattesagskommissionen for anden gang.

Andre centrale vidner, Erling Andersen og Lisbeth Rasmussen fra Skat København, har hævdet, at Loft bad om detaljerede oplysninger om Thorning-parrets lejlighed i London, men det afviser Loft bestemt.

Blandt andet skulle Loft have bedt om at se skøde, pantebreve og prioritetslån på lejligheden, efter at Arnfeldt havde gjort ham opmærksom på dens eksistens.

- Hvis der har været en række papirer, de har haft med til et møde, så har jeg vel haft mulighed for at se det, men at det skulle være blevet bragt over til mig, det har jeg aldrig bedt om, fastslår han og siger, at han bestrider Lisbeth Rasmussens forklaring.

- Hvis jeg har haft mulighed for at se det, så har jeg aldrig gjort det, tilføjer han.

Arnfeldt havde fortalt Loft, at parret ejede en lejlighed i London, som en dansk avis forsøgte at finde. Men Loft tillagde det ingen skattemæssig betydning, han ville blot være sikker på, at Skat København kendte til sagen:

- Det var selvfølgelig spændende, hvis det viste sig, at det var Buckingham Palace, de havde, men det var der ikke noget der tydede på.

/ritzau/

 

Dagens Gossip