Loft og Lund lukker ledet i Skattesagskommissionen

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Knap 16 måneder er der gået, siden Skattesagskommissionen tog hul på sine afhøringer af op mod at halvt hundrede vidner i forbindelse med afdækningen af det spegede forløb omkring myndighedernes behandling af statsministerparrets selvangivelser.

Og onsdag er det så to af sagens absolutte hovedpersoner, der som rosinerne i pølseenden indtager vidneskranken, nemlig forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og dennes tidligere departementschef, Peter Loft.

Begge kender turen til den mistrøstige grå bygning med den ejendommelige lyseblå indgangsdør, der huser kommissionens lokaler på Fremtidsvej i Søborg. Og der er på forhånd lagt op til et interessant slutspil:

Troels Lund Poulsen var forbi i oktober sidste år og bedyre, at han nærmest ikke interesserede sig for Thornings skattesag. Og i det omfang, han gjorde, var det primært i forhold til at være forberedt på pressens spørgsmål.

Omvendt har Peter Loft forklaret, at han ikke husker en sag, der optog den daværende minister mere end netop skattesagen med hans politiske hovedmodstander i centrum.

Men kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, ventes også at grave dybt i et særligt aspekt af skattesagen, der på forhånd ikke var udset til at fylde ret meget, men som i løbet af afhøringerne har tiltrukket sig større og større opmærksomhed.

Ifølge loven skulle skatteministeriet holde sig på sikker afstand af skattevæsnets konkrete behandling af statsministerparrets sag.

Men da Folketingets Ombudsmand dykkede ned i netop det spørgsmål i kølvandet på sagens afgørelse i september 2010, så gjorde man sig en række anstrengelser for at nedtone kontakten mellem ministeriets top og sagsbehandlerne.

Blandt andet skrev skattemyndighederne til Ombudsmanden, at skattesagens "materielle indhold ikke har været til drøftelse" under en håndfuld møder mellem sagsbehandlerne og skatteministeriets top, mens sagen rullede.

Flere vidneafhøringer har imidlertid sat streg under, at såvel indhold som formuleringer i sagen faktisk blev diskuteret undervejs.

/ritzau/