Loft over kontanthjælpen rammer enlige med børn hårdest

Skrevet af admin

09/02/2016

Mest læste i dag

Kontanthjælpsmodtagere med børn må indstille sig på at skrue ned for forbruget, hvis regeringens planlagte kontanthjælpsloft bliver en realitet.

Især ydelserne til enlige forsørgere vil blive mindre, fremgår det af et svar til Folketinget fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

For eksempel vil en mor, der bor alene med sine to børn, have 2900 kroner mindre til rådighed hver måned med det nye kontanthjælpsloft.

Et ægtepar eller samlevende par med to børn vil til sammenligning have 1200 kroner mindre til rådighed om måneden.

Argumentet for loftet er, at det skal få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde, og regeringen forventer, at ordningen vil få 700 personer i job.

Men det er ikke nok, mener Socialdemokraterne, som advarer om, at kontanthjælpsloftet er den direkte vej til mere fattigdom i Danmark.

- Det eneste, man får ud af det, er, at de her børnefamilier får ringere vilkår. Man skaber fattigdom, og man får ikke ret meget ud af det. Gevinsten er så lille. Jeg synes, at det er trist, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) til Ritzau.

Aftalen om et nyt loft over ydelser til kontanthjælpsmodtagere blev indgået i november mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.

Dansk Folkeparti mener ikke, at det er et problem, hvis især enlige kontanthjælpsmodtagere med børn får færre penge til rådighed.

- Jeg synes, det er rimeligt for alle, at vi indfører et kontanthjælpsloft, der skaber et incitament til, at man aktivt søger arbejde, siger Marlene Harpsøe (DF), formand for Folketingets beskæftigelsesudvalg.

- Kontanthjælp er en midlertidig ydelse, og det er jo ingenlunde noget, man skal leve af i årevis. Det er klart, at der vil være nogle, der skal stramme lidt ind på budgetterne, og det har vi tillid til, at de kan, siger hun.

Med kontanthjælpsloftet bliver selve kontanthjælpen ikke beskåret. Det er andre former for støtte, såsom boligstøtte, der bliver begrænset.

I sit svar til Folketinget forklarer beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, at "de kontanthjælpsmodtagere, der oplever de største reduktioner i ydelsen, vil være dem, der i dag modtager relativt store beløb i boligstøtte og eventuelt særlig støtte".

Tirsdag eftermiddag bliver forslaget om kontanthjælpsloftet samt den såkaldte 225-timers-regel førstebehandlet i Folketinget.

/ritzau/