Lokal fysioterapiklinik får hjælp af studerende

Tilbyd kunderne en sundheds-app, fortæl de unge om forebyggelse på byens uddannelsesinstitutioner, styrk markedsføringen på hjemmeside og sociale medier og gør indretningen af klinikken mere moderne.

Sådan lød blot et lille udvalg af idéerne fra 130 markedsføringsøkonomstuderende, der præsenterede det hele for Kolding Fysioterapi og Træningsklinik ved afslutningen på en intens projektuge på IBA.

Ejerne af klinikken, Belinda Toft og Anders Berlin, havde bedt om de studerendes input til at forvandle en traditionel fysioterapiklinik til et moderne sundhedshus med forebyggelse frem for klassisk behandling i højsædet.

- Vi vil gerne ændre folks syn på fysioterapi ved at fortælle dem, at vi kan meget andet end at behandle skader. Vi kan være med til at opretholde sundheden, øge præstationer og skabe velvære, siger Belinda Toft, der begejstret sugede de studerendes mange forslag til sig.

- Det har været et utrolig spændende projekt, hvor de studerende både har været ydmyge og fremhævet det positive ved klinikken og samtidig givet os nogle gode, kritiske indspark til at blive et sundhedshus. Vi er dybt taknemlige for den mulighed, vi har fået.

Ud på skolerne

Det bedste forslag kom fra fire studerende, der foreslår klinikken et samarbejde med Koldings mange uddannelsesinstitutioner. Dommerne valgte forslaget, fordi det rammer en stor målgruppe og er let at få i gang i praksis.

- Mange unge på for eksempel gymnasierne sidder i timevis ved computeren hver dag og får ondt i nakke og ryg. Og ude på de tekniske skoler er der lærlinge, som får ondt i ryggen, fordi de løfter forkert. Vores koncept med foredrag ved fysioterapeuterne, videoer og øvelser kan forebygge mange problemer. Og samtidig får tusindvis af unge øjnene op for muligheden for behandling på klinikken, hvis de senere får en skade, siger Theresa Møller Nielsen og bliver suppleret af sin studiekammerat:

- Folk er ikke klar over, hvor let det egentlig er at forebygge smerter, og her kan Kolding Fysioterapi komme til at spille en stor rolle, mener Zoltan Molnár, der sammen med sin gruppe får lov at arbejde videre med idéen i klinikken i midten af december.

Dagens Gossip