Lokale bag stor indbrudsbølge i sommerhuse i Odsherred

Det er Nærpolitiet i Nykøbing Sjælland, der nu beder borgerne i området hjælpe med at opklare en stribe indbrud i sommerhuseme i Odsherred.

Gennem de seneste par måneder har der på Sjællands Odde været en stigning af indbrud i fritidshuse, hvor formentlig flere gerningsmænd har begået disse indbrud, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Her er der stjålet alt fra hårde hvide varer, fladskærmsfjernsyn, meget ofte vin, øl og spiritus til nipsgenstande.

Mindst to steder er der endvidere begået hærværk, og ting på gerningsstedet er blevet kastet rundt og knust eller anvendt til at ødelægge andre ting med.

I et tilfælde har gerningsmanden efterfølgende sat ild til fritidshuset, hvorved der skete omfattende røgskader.

Gerningsmændene skaffer sig adgang ved enten med koben at opbryde døre/ vinduer eller ved rudeknusning. I et enkelt tilfælde er set en større person/ varebil holde i indkørslen til et gerningssted. Gerningstidspunkterne er hovedsageligt i de mørke timer, fortæller politiet i Nykøbing Sjælland.

Ud fra disse fakta er det politiets vurdering, at gerningsmændene skal søges i lokalområdet, og at det formentlig drejer sig om unge personer. Politiet har derfor brug for oplysninger fra borgerne, der kan bruges til at identificere disse personer, køretøjer og opholdssted.

Oplysninger kan gives til politiet på nummer 114.

Dagens Gossip

Dagens TV