Lokale radiostationer indgår i et nyt landsdækkende reklamesamarbejde

Den 1. januar etablerer Dansk Radio Reklame (DRR) et reklamesamarbejde med en række lokale radiostationer.

Samarbejdet tæller fra start Radio1 Silkeborg, Silkeborg Guld, Klubben Odense, SLR-stationerne Vest/Midt/Syd/Næstved, Radio Sydhavsøerne, NRJ, Radio Køge, S-FM Faaborg, Diablo Svendborg, Alfa Sydfyn, Radio Globus, Globus Guld, Radio Als, Radio Limfjord, Limfjord Plus samt Radio Max Ringkøbing/Skjern.

- Vi estimerer at opnå en betydelig kommerciel share og forventer dermed at blive en vigtig spiller på det nationale marked, siger salgsdirektør Claus Reinhold Andersen, Dansk Radio Reklame og fortsætter:

- Vi har samlet et meget kompetent team af folk med stor brancheerfaring til at tage denne udfordring op. Med en række stærke radiostationer bag os med såvel stærk lokal forankring som god geografisk spredning står vi stærkt rustet til 2013.

Også på mediabureauerne får nyheden om det nye reklamesamarbejde en positiv modtagelse. Kontaktdirektør Gitta Steffensen, Carat Danmark udtaler:

- Det er altid godt med en udfordrer i branchen, det holder de store spillere i skak! Derudover er det en klar fordel med én kontakt frem for at skulle kontakte alle medlemmer i netværket individuelt; vi sparer tid i en travl hverdag.

Head of Broadcast, Flemming Jensen MEC Danmark siger:

- Det er godt for radiomarkedet, at der kommer en anden aktør, der er med til at gøre det kommercielle produkt mere fuldendt. Derved sikres en bedre dækning til gavn for alle annoncører samtidig med, at planlægningsprocessen forbliver overskuelig. For første gang kan kunderne derved komme meget tæt på 100 % af det kommercielle marked ved at købe SBS Radio og DRR.

Medarbejdersiden kommer i første omgang til at bestå af salgsdirektør Claus Reinhold Andersen, Steen Hermann analyse/salg samt endnu en salgsansvarlig med base i København – personer med lang erfaring fra mediabranchen.

Dagens Gossip

Dagens TV