Lokale V-folk: Løkkes rejsesag kan koste os stemmer

Skrevet af admin

17/10/2013

Dagens topnyheder

Venstres bagland er ved at blive bekymret for, at partiformand Lars Løkke Rasmussens lukrative rejser for den internationale klimaorganisation GGGI kan koste partiet stemmer ved kommunalvalget 19. november.

En række lokale Venstre-kandidater lufter torsdag bekymringen over for flere medier.

- Det er en møgirriterende sag og ikke ret klogt af Lars Løkke, lad mig sige det sådan, siger medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre i Hjørring Kommune Keld Emil Damsgaard til Ugebrevet A4.

- Jeg er bange for, at den her sag kan ramme os til kommunalvalget, siger han.

Sagen irriterer også fynske spidskandidater til kommunalvalget.

- Det kan være en sådan sag, der lokalt kan koste et mandat, forudser Venstres borgmesterbud i Middelfart, Niels Bebe, til Fyens Stiftstidende og fortsætter:

- Og går mandatet til den anden fløj, kan det afgøre borgmesterposten.

Også borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V), beklager over for avisen den megen blæst om Løkkes flyrejser på luksusklasse.

- Jeg tror, at de nordfynske vælgere kan skille tingene ad og stemme ud fra lokale forhold, men partiets opbakning på landsplan har selvfølgelig en betydning. Jeg vil ikke afvise, at det kan blive udslagsgivende ved en tæt dyst om borgmesterposten, siger han.

Venstres borgmesterkandidat i Køge, Palle Svendsen, forudser ligeledes, at sagen om formandens 15 klima-rejser på første klasse for godt en million kroner vil koste ved stemmeurnerne.

- Der er vælgere, der er ligeglade med, hvad der sker lokalt, og som bare stemmer efter nogle holdninger, de får igennem de store medier. Og der vil det da betyde noget, siger Palle Svendsen til Børsen.

Ph. d-studerende Martin Vinæs Larsen, der ved Københavns Universitet forsker i vælgeradfærd, forstår Venstre-folkenes bekymring.

- Hvis den dårlige stemning om Lars Løkke forbliver, og hvis den, som det ser ud som om, påvirker Venstres landspolitiske opbakning negativt, så vil det have en afsmittende effekt på kommunalvalget, siger han til Børsen.

/ritzau/