Lokale verdensholdsgymnaster optræder i DGI International GymShow

Skrevet af Elo Christoffersen

12/01/2014

Dagens topnyheder

Japanske artister, breakdancere fra Italien, akrobater fra Kenya og gymnaster fra Horsens og omegn. DGI har samlet nogle af verdens bedste performere, og sammen skaber de et imponerende show med masser af farver, energi og bevægelse i Forum Horsens den 17. januar.

De danske gymnaster spiller en central rolle i showet.

- Vi har så mange dygtige gymnaster i Danmark, og det er virkelig seværdigt, det de kan. Det vil vi gerne vise frem. Vi kan ikke lave vores helt eget Circque de soleil, men vi kan blande dansk gymnastik og performance med udenlandske stjerner og skabe et helt særligt show, fortæller Dorte With, der er formand for DGI Gymnastik & Fitness.

De lokale gymnaster, der er med i showet har tidligere være en del af DGI’s Verdenshold, der rejser rundt som ambassadører for dansk gymnastik- og foreningsliv.

Ud over tidligere verdensholdsgymnaster kan du blandt andet se internationale stjerner som japanske Kokushikan Gymnastics, ukrainske Tatiana Konoballs, amerikanske Tylon og B-Boys.

Derudover er to tidligere gymnaster fra DGI’s Verdenshold, Carina Poulsen og Andreas Stokholm, med til at koreografere showet. De underviser i dag på Vesterlund Efterskole.

- Showet bliver en oplevelse ud over det sædvanlige – også for dem, der ikke har gymnastikbaggrund, siger Dorte With.

DGI International GymShow vises tre forskellige steder i Danmark i løbet af en weekend. Udover Forum Horsens, vises showet også i Farum Arena og i Stadium Arena Fyn.