Lokalformand: Søren Pape kan skabe tiltrængt fornyelse

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

Der er ikke ret mange uden for Viborgs kommunegrænse, der kender Konservatives nye konstituerede formand, Søren Pape Poulsen.

Men det kommer de til, hvis man spørger Mathias Bendtsen Petersen, der som konservativ i Viborg har et stort kendskab byens borgmester igennem fem et halvt år.

- Han har betydet meget for Viborg de seneste fem-seks år. Der er sat tydelige konservative aftryk i en by, der ellers har været socialdemokratisk i 12 år. Han har skåret igennem fra dag ét, og det tror jeg også, at han vil gøre på landsplan, siger lokalforeningsmanden.

Han mener, at det er rigtigt set af den afgående formand Lars Barfoed at vælge en afløser, der er forholdsvist ubeskrevet på den landspolitiske scene.

- Vi trænger til fornyelse på formandsposten, og det kan han stå for. Han hører til den yngre generation og har ingen andel i det, der er foregået tidligere.

- Han er reel og kunne ikke finde på at stikke nogen i ryggen, som der har været tendens til i partiet tidligere, siger Mathias Bendtsen Petersen.

Han har endnu ikke nået at gøre sig nogle tanker om, hvorvidt Viborg skal have en ny borgmester.

- Det er svært at svare på. Det kommer som lidt af et chok for mig, og bestyrelsen har heller ikke kendt til det. Så det skal vi lige snakke om, og han skal jo også selv finde ud af, hvad han vil, siger han.

/ritzau/