Lokalhistorisk bog om Herning mest solgt i hele Danmark

»Jeg vil faktisk sige, at vi aldrig har oplevet noget lignende. Det er højst overraskende, at en lokalhistorisk bog kan så meget. Især fordi vi kan se, at det hele næsten er solgt i Arnold Busck i Herning,« siger Andreas Nordkild Poulsen, kommunikationschef for Arnold Busck, til Information.

Han tilføjer, at salget i én butik normalt ikke har så stor betydning.

»Der er også solgt lidt i Holstebro. Og lidt i butikken i Købmagergade, men næsten det hele er i Herning. Vi har 31 butikker her i landet. Salget i en enkelt butik vil normalt ikke have så stor betydning,« lyder det fra Andreas Nordkild Poulsen.

I Herning er man knap så overrasket over bogens succes. I den pågældende boghandel henviser butikschef Eva Graversen til, at bogen er »ligesom et fotoalbum«, som folk er vilde med og vilde med at forære væk til børn og venner. Lokalhistoriker og midtjysk regionsrådsmedlem Kurt Jørgensen har skrevet bogen med Flemming Larsen, og han mener, at bogens succes skyldes Hernings særlige historie.

»Det er ikke en klassisk lokalhistorisk bog. Vi har lavet den i et journalistisk sprog, og den fungerer som en slags »Hvem Hvad Hvor«, så målgruppen er hr. og fru Herning. Jeg tror også, at det skyldes, at Herning har en særlig historie,« siger forfatteren til Information.

Sociolog Henrik Dahl er helt enig.

»Salget af den her bog er hele essensen af Herning. Det viser byens styrke - en stærk identitet og en vilje til at dyrke sit lokalsamfund. Det er en meget unik by, fordi den er bygget op så hurtigt - og af indbyggerne selv,« siger Henrik Dahl til avisen.

Først på sidste uges liste, har »Herning 100 år som købstad« måttet tage til takke med en andenplads efter fem uger som nummer et.

Dagens Gossip