Lokallister optræder ikke på brevstemmernes stemmesedler

Det har i år været muligt at brevstemme allerede tre måneder før valget 19. november for at hæve stemmeprocenten, der i 2009 var den laveste i 35 år.

Men lokallisterne er ikke anført på listen over opstillede partier i stemmeboksene, her står kun de otte partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget, så vælgerne skal selv vide, at en lokalliste er opstillet samt kende dens partibogstav, skriver avisen.

»Det er et demokratisk underskud. Der gøres en massiv indsats for at få folk til at brevstemme, men borgerne er ikke fuldt oplyst om mulighederne for at stemme. Det er en fadæse,« siger formanden for Lokallisterne i Danmark, Birgit Hemmingsen.

Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti på Christiansborg forlanger nu, at indenrigsministeren går ind i sagen.

»Det er nok for sent at gøre noget ved til dette valg, desværre. Men så kan vi lære af det,« siger Venstres kommunalordfører, Jacob Jensen (V).

Enhedslistens kommunalordfører, Finn Sørensen (Ø), kalder det »positivt«, at man forsøger at få stemmeprocenten op, men siger, at det ikke kan nytte, »at man laver en ordning, der favoriserer bestemte partier«.

Ifølge Dansk Folkepartis kommunalordfører, Morten Marinus (DF), kan man relativt let løse problemet, ved at man i de byråd, hvor der opstiller lokallister skriver dem på listen med deres partibogstav.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra Margrethe Vestager.

Indenrigsministeriets valgenhed begrunder beslutningen om at udelade lokallisterne med, at man først kender antallet af kandidater og lister 28. oktober.

Ifølge Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup (S), er det »lidt en storm i et glas vand«:

»Alle kandidater og partier bliver kendt i slutningen af oktober, og så har man mulighed for at ændre sin brevstemme. Så det fungerer fint«.

Dagens Gossip