Lokkede med 500-kronesedler, der regnede ned fra himlen: Nu er D:E:R politianmeldt

Skrevet af Jesper Larsen

01/09/2015

Dagens topnyheder

Da D:E:R i 2013 reklamerede for bilige lån i reklamefilm, der blev vist i københavnske s-toge, skete det med 500-kronesedler, der regnede ned over skærmen. 

Regnen af pengesedler var ledsaget af overskriften 'Lån op til 50.000 kroner'. 

Herefter blev der skiftevis med stor skrift vist en række budskaber som f.eks. ”Fast årlig rente fra 9,9 %” og ”SE MERE – SMS LAAN til 1919”.

På filmen kunne man også se de lovpligtige kreditoplysninger, som f.eks. ÅOP og de samlede kreditomkostninger, men man skulle se godt efter, for de stod allernederst på skærmen med en meget mindre synlig lysegrå skrift på hvid baggrund.

Og den meget dårlige oplysning om de reelle omkostninger ved lånet, er det der nu har ledt Forbrugerombudsmanden til at politianmelde D:E:R. 

Kæden selv siger dog, at det ikke har været deres intention at vildlede forbrugerne. 

Ifølge markedsføringslovens § 14a skal virksomheder, der markedsfører lånemuligheder til forbrugere og oplyser en rente, vise bestemte kreditoplysninger klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i reklamen.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at D:E:R har overtrådt markedsføringslovens § 14 a ved ikke at give kreditoplysningerne på fremtrædende måde.

Der var risiko for, at forbrugerne helt kom til at overse kreditoplysningerne, når de så reklamefilmen i toget, fordi de mange effekter med skiftende budskaber fjernede fokus fra kreditoplysningerne nederst på siden, og Kreditoplysningerne i forhold til de øvrige budskaber blev angivet med en meget mindre synlig lysegrå tekst.

- Sagen er principiel. Det er første gang, vi vurderer, om en reklamefilm lever op til markedsføringslovens krav om, hvor tydeligt kreditoplysninger skal gives. I denne sag opfyldte reklamefilmen efter vores opfattelse ikke markedsføringsloven, og derfor har vi valgt at politianmelde D:E:R, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen. 

- Det er vigtigt, at forbrugerne let og hurtigt kan få øje på kreditoplysningerne, når de ser en reklamefilm. I denne reklame fjernede de skiftende budskaber fokus fra kreditoplysningerne, der stod med gråt nederst på siden, siger hun.