Lokofører fra ulykkestoget sigtet: Kørsel var »hensynsløs«

Politiet mener ifølge avisen El Mundo, at ulykken, der nu vurderes at have kostet mindst 78 mennesker livet, skyldes »hensynsløshed« hos lokoføreren, der menes at have kørt alt for hurtigt i en kurve.

Tidligere lød dødstallet på 80, men det er nu blevet nedjusteret af de spanske myndigheder.

»Han (lokoføreren, red.) har været tilbageholdt siden klokken 20 (torsdag). Han er anklaget for forbrydelser relateret til ulykken,« siger Jaime Iglesias, politiinspektør i den nordvestlige region Galicien, hvor toget i høj fart kørte af sporet, ifølge AFP.

Optagelser fra lokoførerens samtale med togcentralen efter ulykken er desuden blevet offentliggjort i spanske medier. De viser tilsyneladende, at han også selv mener, han er skyld i katastrofen.

»Jeg har dummet mig. Jeg vil dø,« skal lokoføreren ifølge El Mundo have sagt i minutterne efter ulykken.

Ifølge chefpolitikommissær Antonio del Amo har man identificeret 72 af de 78 dræbte, der næsten alle er fra Spanien. Derudover er der ofre fra Algeriet, Mexico og USA, skriver El Mundo.

Ifølge det danske udenrigsministerium har man ikke fået meldinger om, at der skulle have været danskere om bord på toget.

Videoovervågning fra jernbanen viser, hvordan toget, der havde 247 passagerer om bord, ramte ind i en betonmur ved siden af sporet, da det kom kørende i høj fart rundt i en kurve. Ulykken var så voldsom, at en af togvognene fløj flere meter op i luften og landede på den anden side af en mur.

Dagens Gossip

Dagens TV