Lokoførere: Sikkerheden hos DSB halter

Sikkerhedsorganisationen fungerer ikke, der mangler opbakning til personalet, og sikkerhedsudstyr er sparet væk. Sådan lyder nogle af anklagepunkterne fra lokoførerne, der onsdag morgen holdt faglige møder landet over.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke,« siger formand for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, i en pressemeddelelse.

»Vores medlemmer bliver sat i en umulig situation. De kan ikke længere tage ansvaret for passagerernes sikkerhed – og det havde de åbenbart behov for at få en snak om i dag. Derfor nedlagde de arbejdet,« siger han.

Fagforbundet har ikke tillid til, at DSB kan håndtere sikkerheden på forsvarlig vis og peger blandt andet på mangelfuld eller forkert afmærkning på mange stationer og forkert monterede orienteringsskærme for lokomotivførerne.

Desuden sikrer DSB sig ikke, at »sikkerhedsudstyr som aftalt er på plads ved besparelsestiltag«, skriver Dansk Jernbaneforbund i pressemeddelelsen.

»Alt dette medfører en øget risiko for, at der sker et alvorligt uheld. Serviceniveauet er tillige forringet i en grad så evakuering ikke kan sikres i tilfælde af en ulykke, og ældre, børn og handicappede overlades til sig selv,« hedder det fra Dansk Jernbaneforbunds formand.

»Problemet er ikke kun den store overarbejdsbyrde og materiel, der er uegnet til at køre uden andet personale end lokomotivføreren. Trusler om fyring ved den mindste forsinkelse presser ligeledes de ansatte. Man er ved at have etableret en virksomhedskultur, hvor man leder med frygt – det er ikke holdbart i længden,« siger Henrik Horup.

Dansk Jernbaneforbund oplyser, at man gennem længere tid prøvet at få en dialog i gang med DSB.

»DSB har ikke ønsket at inddrage medarbejdersiden i et frugtbart samarbejde,« hedder det i pressemeddelelsen, hvor fagforbundet udtrykker håb om at transportminister Henrik Dam Kristensen (S) »nu tager hånd om problemet«.

Dagens Gossip

Dagens TV