Lokomotivfører slået i hovedet af afvist passager

Skrevet af Ann Katrine Warren

09/04/2013

Dagens topnyheder

En lokomotivfører fra DSB blev mandag formiddag udsat for vold på Lystrup Station. Toget på Grenå-banen var på vej i retning mod Aarhus, og kort før lokomotivføreren skulle standse klokken 11.37 på Lystrup Station bemærkede han, at en mand og en kvinde løb over skinnerne foran toget. Det oplyser Østjyllands Politi.

Lokomotivføreren fortalte herefter de to personer, at de ikke kunne komme med toget. Den besked fik manden til at gå amok, og han tildelte lokomotivføreren et knytnæveslag, der ramte førerens venstre side af panden. Lokomotivføreren fik et rødt mærke i panden efter slaget, og hans briller blev slået skæve.

Gerningsmanden beskrives som cirka 25 år, cirka 170 cm høj og almindelig af bygning. Han havde mørkt halvlangt hår og var iført mørk jakke og jeans. Han talte engelsk til lokomotivføreren, men talte tilsyneladende fransk med den jævnaldrende kvinde, han var i selskab med.

Politiet hører gerne fra folk, som har oplysninger i sagen.