Lolland føler svigt: Løkke skyder skævt med jobflytning

Skrevet af admin

01/10/2015

Mest læste i dag

På Lolland modtager man regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser med skuffelse - forventet skuffelse.

Et spinkelt håb om, at landsdelen ville få en større andel af de knap 4000 arbejdspladser, blev ikke indfriet, og oven i købet flyttes flere tusinde job væk fra København og Sjælland. Og dermed uden for lollændernes rækkevidde.

- Hvis dette er regeringens bud på at skabe et Danmark i balance, så synes jeg, at den skyder forbi, siger Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (A).

- Det er et kæmpe tab for vores område. Vi kæmper dagligt med næb og klør for at prøve at finde ud af, hvordan vi får Lolland bragt ind i en bedre gænge.

Lolland får ingen af de 3900 statslige arbejdspladser, mens naboen Falster får 86 i Nykøbing Falster.

Borgmesteren peger på, at Lolland har "mistet flere job per indbygger de seneste 20 år" end nogen anden landsdel.

- Jeg synes, hele præmissen for dette forløb er præget af populisme, da man under valgkampen finder ud af, at man kan vinde nogle stemmer, siger borgmesteren.

Det er en sølle trøst, mener Holger Schou Rasmussen, at sjællandske byer som Holbæk, Ringsted og Næstved får en pæn portion arbejdspladser.

På bundlinjen står, at mange job flyttes til Jylland, og et job, der ligger flere hundrede kilometer væk - på den anden side af flere broer - kan ikke bruges til noget, hvis man bor på Lolland.

- De har ikke en kinamands chance for at passe et job, der flytter til Jylland. De er nødt til enten at droppe det, eller at flytte til Jylland, siger Holger Schou Rasmussen.

Lolland har flere år toppet listen over landets kommuner med flest tvangsauktioner.

/ritzau/