Lolland Kommune går på Facebook

Lolland Kommune melder sig ind på de sociale medier. På mandag klokken 10 trykkes der nemlig på knappen, så kommunen kan følges på Facebook.

Borgmester Holger Schou Rasmussen bliver den første til at ’like’ siden.

- Jeg håber, at mange har lyst til at ’like’ siden, uanset om de vil deltage i debatten eller bare følge med i kommunens arbejde. Jeg tror, at de vil blive overrasket over, hvor mange initiativer kommunen støtter eller selv sætter gang i for at skabe et bedre lokalsamfund på Lolland, siger Holger Schou Rasmussen.

Siden kommer primært til at henvende sig til kommunens egne borgere.

Et vigtigt punkt på siden bliver aktuel information til borgerne. Det kan være alt lige fra åbningstider, annoncering af arrangementer til meddelelser om vejarbejde og meget andet.

Udgangspunktet er et ønske om at hjælpe borgerne til hurtigt at finde de oplysninger, de har brug for og samtidig gøre opmærksom på kommunens mange tilbud.

Mere end tre millioner danskere har en Facebook-profil, og de er på mere end en time om ugen i gennemsnit.

Dagens Gossip