London-demonstranter vil holde på Skotland: Bliv hos os

Tusindvis af mennesker har under en demonstration i den britiske hovedstad, London, erklæret deres kærlighed til Skotland.

- Lad os blive sammen, lyder det fra demonstranterne.

- Skotland, vi elsker dig. Bliv.

4,3 millioner registrerede skotske vælgere går torsdag til folkeafstemning for at afgøre, om Skotland skal rive sig løs fra Storbritannien og blive et selvstændigt land.

Den seneste uges tid har meningsmålingerne vist dødt løb - en enkelt måling har vist flertal for selvstændighed - og det har for alvor fået den øvrige del af Storbritannien til at erkende, at Skotland faktisk kan finde på at gå sin vej.

- Jeg er helt ved siden af mig selv og bekymret for, at Skotland måske skiller sig ud fra resten af Storbritannien. Det vil være absolut forfærdeligt og en parodi, siger den 56-årige Shona Milne, der er fra Glasgow i Skotland, men som i mange år har boet i England.

Stemningen under demonstrationen på Trafalgar Square i den centrale del af London er nervøs, men beslutsom, mens der lyder popsange som "We are Family" fra nogle store højttalere.

- Vi tror, at enhed er bedre end splittelse, og samarbejde er bedre end konkurrence, siger arrangøren Dan Snow, der er radiovært og historiker.

Den irske rockmusiker Bob Geldof har tidligere meldt sig som en fortaler for, at skotterne skal stemme nej til selvstændighed, og fra talerstolen ved demonstrationen afleverer han sit budskab:

- Storbritannien er en af de største idéer, der er opfundet i moderne tid.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV