London: Russerne bomber stadig moderate oprørere

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, siger, at det er uacceptabelt, at størstedelen af de russiske luftangreb i Syrien fortsat er rettet mod oppositionsstyrker, der bekæmper regimet, og ikke mod militante fra Islamisk Stat.

Rusland er den nærmeste allierede til den syriske præsident, Bashar al-Assad.

- Størstedelen af de russiske luftangreb er stadig rettet mod de syriske oppositionsstyrker snarere end mod Daesh, siger Hammond, som brugte den arabiske betegnelse for Islamisk Stat, da han onsdag talte om udviklingen i Syrien i det britiske parlament.

- Det er uacceptabelt, at de russiske luftangreb svækker de syriske oppositionsstyrker og dermed giver Daesh fordele, selv om Moskva hævder at bekæmpe denne gruppe, siger han.

Hammond understreger samtidig, at USA's forsøg på at nå frem til en national våbenhvile i Syrien ved forhandlinger fredag, er "en kæmpemæssig udfordring."

På initiativ af USA og FN's særlige udsending holdes den næste runde syriske fredsforhandlinger fredag i New York.

- Det vil helt ærligt være en kæmpemæssig udfordring, men jeg respekterer de amerikanske ambitioner, siger Hammond med henvisning til USA's udenrigsminister, John Kerrys, udtalelser om, at møderne fredag "forhåbentligt kan føre til en våbenhvile."

Kerry var tirsdag i Moskva, hvor han førte drøftelser med sin russiske modpart, Sergej Lavrov, i et forsøg på at holde den syriske fredsproces på sporet.

Kerry og FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, har fået den næste runde syriske fredsforhandlinger i stand i New York sidst på ugen.

USA og Rusland er stærkt uenige om, hvilken rolle den syriske præsident skal spille under et overgangsstyre i Damaskus, ligesom de er uenige om, hvilke oprørsgrupper som kan deltage i fredsforhandlingerne.

Rusland, som er Assads nærmeste allierede, insisterer på, at det kun er den syriske befolkning, som kan afgøre den syriske præsidents skæbne.

/ritzau/Reuters