L'Oréal fjerner måske ulovlige makeup-fjernere

Skrevet af admin

07/01/2016

Dagens topnyheder

Kosmetikgiganten L'Oréal vil i yderste konsekvens være rede til at fjerne 14 plejeprodukter med det ulovlige stof polyaminopropyl biguanide (PHMB) fra butikkerne, hvis Miljøstyrelsen kræver, at den skal gøre det.

- Det er klart, at hvis myndighederne insisterer og beder os om at trække produkterne fra markedet, så vil vi gøre det, siger Sonja Christensen, pressechef i L'Oréal Danmark A/S, til Ritzau.

Forbrugerstyrelsen Tænk har meldt i alt 36 plejeprodukter til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, fordi produkterne indeholder det forbudte stof.

L'Oréals pressechef, Sonja Christensen, holder fast i, at der ikke er nogen sundhedsfare forbundet ved at bruge produkterne.

- Vi er ikke enige i fortolkningen om, at ingrediensen er ulovlig, og vi ved, at der for vores produkters vedkommende ikke er noget sikkerhedsproblem, siger hun.

Det er blandt andet makeup-fjernere fra mærkerne Garnier, Vichy og La Roche-Posay, som L'Oréal sælger på det danske marked, og som Miljøstyrelsen har konstateret indeholder det forbudte stof.

Mærkerne kan blandt andet købes på apoteket, i supermarkeder og i Magasin. Matas har fjernet produkterne.

Myndighederne forbød i januar sidste år PHMB i plejeprodukter, da stoffet er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Derudover mistænkes det blandt andet også for at udgøre en fare for arvemasse og fostre.

Men kosmetikbranchen mener altså, at den frygt er ubegrundet.

Sammen med brancheforeningen SPT har L'Oréal indledt en dialog med Miljøstyrelsen om de modstridende holdninger til stoffets farlighed og ulovlighed.

Sonja Christensen ønsker ikke at gå yderligere ind i indholdet af dialogen med Miljøstyrelsen, men henviser til brancheforeningen:

- Det er både et teknisk og et juridisk spørgsmål, som jeg er sikker på, at brancheforeningen kan give dig et svar på.

- Vi betragter det her som et issue for hele branchen. Som du kan se, er det jo også 36 plejeprodukter og ikke kun vores.

/ritzau/