Lössl efter Zlatan-møde: Min bedste redning i karrieren

Når den danske målmand Jonas Lössl lægger hovedet på puden søndag aften, vil han formentlig gense en episode fra kampen mod Paris Saint-Germain på nethinden igen og igen.

Hans klub Guingamp var på vej mod den store triumf mod den franske mester, da ligaens største stjerne Zlatan Ibrahimovic kort før tid pludselig stod i fri scoringsposition ved bageste stolpe.

Men den danske keeper med fortid i FC Midtjylland kastede sig ned og parerede forsøget fra svenskeren, så Guingamp fik en flot skalp på 1-0.

- Jeg er på nippet til at sige, at det er min bedste redning i karrieren. Det bliver et dejligt øjeblik at tænke tilbage på.

- Det er stort, for vi trængte til at holde buret rent, og så er det selvfølgelig super fedt at gøre det mod dem, siger Jonas Lössl til TV2 Sporten.

Det var PSG's første nederlag i ligaen efter 18 runder og kom fire dage efter nederlaget til Barcelona i Champions League.

Det huede ikke træner Laurent Blanc.

- Det er ikke bare en dårlig uge, det er en frygtelig én, siger Laurent Blanc ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han havde heller ikke den store anerkendelse til overs for Guingamp, der også havde Lars Jacobsen på banen i hele kampen.

- Taber vi, fordi modstanderen spiller godt, er det én ting. Men det her kan vi ikke tolerere, lyder det fra Blanc.

PSG risikerer senere søndag at miste terræn i topkampen. Topholdet Marseille kan distancere PSG med fire point i tilfælde af udesejr over Monaco.

/ritzau/

Dagens Gossip