Lössl holder buret rent i Guingamp-sejr

Skrevet af admin

02/10/2014

Dagens topnyheder

Jonas Lössl har indtil videre været andenviolin i målmandshierarkiet i franske Guingamp, som han skiftede til fra FC Midtjylland i sommerpausen.

Men danskeren sørgede med en fejlfri præstation i torsdagens 2-0-sejr over PAOK fra Grækenland i Europa League for at bevise over for træneren, at han fortjener mere spilletid.

Lössl fik for blot anden gang af 10 mulige lov at starte inde på et Guingamp-hold, der havde hele tre danskere i startopstillingen.

Lars Jacobsen fik comeback efter en skade, og så var Ronnie Schwartz med i franskmændenes angreb.

Sidstnævnte havde fire skud på mål undervejs og nåede også at få et gult kort, inden han blev skiftet ud med tyve minutter igen.

På det tidspunkt havde holdkammeraten Sylvain Marveaux med to mål så godt som sikret Guingamp de tre point.

Sejren betyder, at Guingamp efter nederlaget til Fiorentina i første runde nu ligger á point med PAOK i kampen om andenpladsen.

Fiorentina, der besejrede Dinamo Minsk med 3-0, fører gruppen suverænt med seks point og en målscore på 6-0.

/ritzau/