Lotte Friis cruiser i finalen i stærk tid

Skrevet af admin

03/08/2015

Dagens topnyheder

Der var store spørgsmålstegn ved Lotte Friis inden VM i Kazan, men den danske svømmer viste god form i sit indledende heat i 1500 meter fri.

Med tiden 15.54,23 minutter svømmede Lotte Friis en af de hurtigste tider i verden i år, og hun klarede sig problemfrit i finalen i næstbedste tid, hvor guldet dog virker langt væk grundet et ungt amerikansk fænomen.

- Den sidste halvdel af løbet virkede noget hårdere end den første, men sådan er det, når man går hurtigt, siger Lotte Friis til TV2 Sport efter sit heat.

Lotte Friis siger, at hun heller ikke selv ved, præcis hvor hun står rent formmæssigt, men hun er fortrøstningsfuld.

- Jeg håber at være det rigtige sted, og forhåbentlig kan jeg få en medalje med hjem, lyder det fra den danske svømmer.

Med næsthurtigste tid af alle inden finalen ligner det en dansk medalje, men guldet virker langt væk.

Det 18-årige amerikanske svømmefænomen Katie Ledecky er nemlig i fantastisk form, og i sit indledende heat på 1500 meter fri slog hun sin egen verdensrekord.

15.27,71 minutter lyder den nye verdensrekord, og det er altså næsten et halvt minut hurtigere end Lotte Friis, så meget skal gå galt for amerikaneren, hvis ikke hun skal sikre sig guldet tirsdag aften i finalen.

/ritzau/