Lotte Friis vinder EM-sølv i 800 meter fri

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Den danske svømmer Lotte Friis sørgede for fredagens første danske medalje ved EM på kortbane i Herning.

I disciplinen 800 meter fri svømmede Lotte Friis en sølvmedalje hjem i tiden 8.08,68 minutter. Dermed tabte hun klart til spanieren Mireia Belmonte Garcia i tiden 8.05,18 minutter.

Lotte Friis tog ellers føringen fra start og lagde en pæn afstand til spanieren Mireia Belmonte Garcia, der på forhånd var regnet som danskerens værste konkurrent til guldet.

Da halvdelen af distancen var tilbagelagt, førte Lotte Friis med 1,56 sekunder til spanieren, der er kendt for sin gode slutspurt.

Den gav hun desværre for Friis endnu en prøve på, og i løbets anden halvdel overtog hun føringen, som hun kun øgede indtil mål.

- Jeg lagde hårdt ud, og det var efter planen. Måske var det en lille smule for hårdt, fordi jeg blev begejstret for publikum. Selv om man er så garvet som mig, så kan man godt blive rystet lidt, siger Lotte Friis.

Løbet var Lotte Friis' første i Boxen, og den danske svømmer var rørt over opbakningen.

- Man bliver sgu en smule rystet, når man kommer ind, og folk går så meget amok. Men det var publikum, der bar mig igennem de sidste 400 meter, så det kunne da godt have været en fordel at have svømmet et løb inden, siger hun.

Danskeren medgiver, at mesterskabet ikke faldt optimalt i forhold til at forbedre guldchancerne.

- Jeg har sat mig lidt mellem to stole, da jeg svømmede i USA. Bob - min træner derovre - ville ikke have, jeg svømmede stævnet, men det sagde jeg, at jeg var nødt til.

- Garcia er bedre end mig lige nu. Hun har jo sat mange verdensrekorder de sidste fem måneder, og jeg er sikker på, hun har trænet hårdt, mens jeg er flyttet, siger Lotte Friis.

Der var dog aldrig tvivl om den danske sølvmedalje.

/ritzau/