Lotte Grigel bliver hos Team Esbjerg

Team Esbjergs store profil i denne sæson, Lotte Grigel, spiller også i de kommende to sæsoner for eliteklubben i sin barndomsby. Hun har indgået en ny aftale frem til 30. juni 2015.

Den 21-årige playmaker med 29 landskampe har haft lange overvejelser om sin håndboldfremtid. Når hun har valgt at fortsætte, hvor det hele begyndte, har det flere årsager.

- Esbjerg er min barndomsklub, og jeg elsker at være her, men noget inde i mig siger, at jeg på et tidspunkt ville have godt af at få erfaringer ved at spille et nyt sted. Dog er jeg kun 21 år og kan mærke, at det vil være gavnligt for min håndboldudvikling at fortsætte med at have en stor rolle på Team Esbjergs hold. Jeg føler, at jeg fortsat kan udvikle mit spil i Esbjerg, og nu er jeg spændt på, hvad der kommer af nye spillere. Jeg kunne godt tænke mig at vinde medaljer med Team Esbjerg i løbet af de næste to år. Det ville være kæmpestort, siger Lotte Grigel, der i 120 kampe for Team Esbjerg har scoret 552 mål siden debuten i 2008.

Medvirkende til beslutningen har været, at Team Esbjerg ledelse har store ambitioner for de kommende sæsoner. Fokus er på at udvikle holdet ved at tilføre nye spillere, og det højere niveau i træningen vil Lotte Grigel bruge til at holde sig varm i landsholdssammenhæng.

Hun er med til Golden League i Frankrig i den kommende uge og har VM på hjemmebane i 2015 og OL i Rio de Janeiro året efter som de langsigtede mål.

Dagens Gossip

Dagens TV