Lotte Grigel kan forlade Team Esbjerg efter konflikt

Håndboldlandsholdsspilleren Lotte Grigel kan blive frigjort fra sin kontrakt i Team Esbjerg efter trænerkonflikten med Lars Frederiksen.

Det meddeler klubben i en pressemeddelelse torsdag.

- Ledelsen i Team Esbjerg Elitehåndbold A/S har med baggrund i de samtaler, der har været, meddelt Lotte Grigel og hendes rådgivere, at klubben vil være indstillet på, at Lotte Grigel kan blive frigjort fra sin kontrakt med Team Esbjerg og fortsætte sin karriere i en udenlandsk klub, skriver klubben.

Der har været dialog mellem parterne, men det har ikke været muligt at finde en løsning på konflikten, der tager udgangspunkt i, at Grigel er utilfreds med træner Lars Frederiksen, der ifølge Grigel ikke har givet hende nok spilletid.

Det førte til, at Grigel rejste hjem alene fra en pokalkamp i Odense og efterfølgende ikke stillede op til kampen mod Team Tvis Holstebro.

Team Esbjerg afventer nu et udspil fra Lotte Grigel og hendes rådgivere.

Lotte Grigel indgik i januar 2015 en ny toårig kontrakt med Team Esbjerg gældende til 30. juni 2017.

/ritzau/

Dagens Gossip