Lotte Grigel melder afbud til håndbold-VM

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Det danske håndboldlandshold må undvære playmaker Lotte Grigel til det kommende VM i Serbien.

Den 22-årige Team Esbjerg-profil har pådraget sig en knæskade, og derfor skal landstræner Jan Pytlick nu finde en erstatning for Grigel.

- Vi er først og fremmest utrolig kede af det på Lottes vegne.

- Dernæst må vi også erkende, at Lottes afbud er meget ærgerligt for os. Lotte har været en central del af projekt "Ny Start" det seneste år, så det er klart, det er et slag, siger Pytlick i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Lotte Grigel havde på grund af knæproblemer ikke været i kamp for Team Esbjerg i den forgangne weekend.

Da hun mandag aften mødte op i landsholdslejren blev hun sendt til undersøgelse hos Team Danmark, der tirsdag morgen kunne konstatere en menisk- og bruskskade i højre knæ.

Landstræneren mangler med Lotte Grigels afbud at udtage to spillere til den trup på 16 spillere, som skal med til Serbien om to uger.

VM bliver spillet i Serbien fra 6. til 22. december. Danmark spiller første kamp den 7. december, hvor Kina er modstanderen.

Ud over Kina er Jan Pytlicks mandskab i gruppe med Brasilien, Japan, Algeriet samt de serbiske værter.

/ritzau/