Lotte Hansen: Derfor er en regeringsrokade et smart træk lige nu

»De kupper noget Venstres plan. Venstre har lige lanceret deres store plan for at redde Danmark. Den er der nok ikke så mange der ser nu, hvor Socialdemokraterne tager den politiske dagsorden,« siger BTs politiske kommentator Lotte Hansen.

»Regeringsrokaden kommer på et tidspunkt, hvor Socialdemokraterne har brug for et ordentlig slag i bolledejen, efter den seneste måling i Børsen, hvor Socialdemokraterne står til at få færre mandater end Dansk Folkeparti. Så det er en god måde at sparke den politiske sæson i gang på. Selvom effekten af den slags tiltag plejer at fise hurtigt ud, er det hvad partiet har brug for nu,« understreger hun.

Ifølge Politiken bliver Henrik Sass Larsen ny erhvervs- og vækstminister. Dermed er han i den grad tilbage i varmen.

»Hvis det passer, kommer han ind på markant post, hvor man ikke bare er en snæver fagminister, men hvor man også kan lægge nogle brede linjer for hele samfundet. Det er en meget tung post. Den post er hvad man gør det til. Hvis Mette Frederiksen fortsat er beskæftigelsesminister i morgen, så kan de to poster køre et stærkt parløb for socialdemokraterne,« siger BTs politiske kommentator.

SFs formand, Annette Vilhelmsen, som indtil nu har siddet på erhvervsministerposten, rykker ifølge BTs oplysninger over i Socialministeriet, der bliver et udvidet ministerium, der også kommer til at dække børne- og integrationsområdet.

Dagens Gossip