Lotte Lindegaard bliver ny kanalchef hos TV2

Skrevet af Elo Christoffersen

03/06/2013

Mest læste i dag

TV 2s hovedkanal styrkes på det strategiske niveau, når Lotte Lindegaard efter sommerferien tiltræder i en nyoprettet stilling som kanalchef for TV 2. Hun får ansvar for arbejdet med kanalstrategien, hovedkanalens indholdsprofil og udvikling af programmer. Lotte Lindegaard vil få reference til TV 2s programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, og organiseringen afspejler strukturen i TV 2 Networks, hvor Maiken Wexø er kanalchef for TV 2s nichekanaler.

Lotte Lindegaard kommer fra en stilling som kanalchef på DR 1, hvor hun markant har revitaliseret DR1s sendeflade over de seneste knap to år og har vendt udviklingen i seertal. Hun har derudover været producent hos STV Production, og Lotte Lindegaard var i 2004-2007 børne- og ungdomsredaktør på TV 2.

- TV 2 skal i de kommende år både bevare sin position som Danmarks største tv-kanal og sin enorme styrke på det kommercielle marked samtidig med, at nye aktører og måder at se indhold på kommer til. For at kunne lykkes med det projekt er det vigtigt, at jeg har en meget stærk strategisk ledelsesgruppe på hovedkanalen – og i den er kanalchef Lotte Lindegaard en helt central figur, siger TV 2s programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen.

Lotte Lindegaard tiltræder som kanalchef 1.august.