Lottovinder i Indiana er blevet 540 millioner dollar rigere

Skrevet af admin

09/07/2016

Mest læste i dag

540 millioner amerikanske dollar - eller godt 3,6 milliarder danske kroner. Så mange penge har en heldig lottovinder i den amerikanske delstat Indiana vundet.

Kuponen er købt i Indiana fredag, og nu viser det sig, at den matcher vindertallene i det landsdækkende lotteri Mega Millions.

Oddsene for at vinde jackpotten, der er den syvendestørste i USA's lotterihistorie, var én til 259 millioner.

Vindertallene - 8, 19, 20, 55, 73 og "Mega Ball"- tallet 5 - blev fundet fredag klokken 23 lokal tid og matcher altså en enkelt kupon ifølge lotteriets hjemmeside.

Hvis vinderen vælger at få pengene udbetalt over 30 år, har vedkommende det fulde beløb til gode. Hvis vinderen derimod vælger at få hele beløbet udbetalt på én gang, må vedkommende "nøjes" med 380 millioner dollar - eller godt 2,5 milliarder kroner.

Kuponen er købt for en dollar svarende til cirka 6,70 kroner.

Hvis ingen melder sig, går puljen videre til næste trækning tirsdag, hvor den så vil være steget til en værdi af anslået 630 millioner dollar svarende til godt 4,2 milliarder kroner. Det vil være den fjerdestørste jackpot i USA's lotterihistorie.

I takt med at pengepuljen vokser, gør salget af kuponer det samme, fortæller embedsmænd fra Mega Millions.

Lotteriets jackpotpulje har således været voksende siden begyndelsen af marts, hvor en mand fra Washington vandt 157 millioner dollar - lige godt en milliard kroner - på en kupon købt i Seattle.

Puljen på 540 millioner dollar er den største siden december 2013, hvor to vindere delte en pengepræmie på 648 millioner dollar svarende til godt 4,3 milliarder kroner.

Den største Mega Millions-jackpot på 656 millioner dollar - eller godt 4,4 milliarder kroner - blev vundet året før.

/ritzau/Reuters