Louis van Gaal er ligeglad med manglende popularitet

Manchester Uniteds fans er velkomne til at ytre deres utilfredshed med klubbens manager, Louis van Gaal. Så længe de bare husker at støtte spillerne.

Det siger hollænderen selv før tirsdagens hjemmekamp mod Stoke på Old Trafford.

- Det er ikke så vigtigt, om de (fansene, red.) råber ad mig. Det er vigtigere, at de støtter spillerne, det er det vigtigste. Spillerne har den sværeste opgave, siger Louis van Gaal ifølge Sky Sports.

Manchester United ligger i øjeblikket kun på femtepladsen i Premier League, hvor klubben senest tabte 0-1 hjemme til Southampton.

Fredag vandt Louis van Gaals tropper 3-1 ude over Derby i FA Cuppen.

- Jeg håber, at vi kan yde den samme præstation mod Stoke, som vi gjorde fredag, men nu handler det om Stoke. Det er en anden modstander, siger hollænderen, der ikke er så optaget af sit eget image blandt Uniteds fans.

- Det er okay, hvis jeg ikke er så populær længere. Det er ikke første gang, at det sker for mig. Jeg overlever, siger han.

Manchester United har 37 point efter 23 runder i Premier League.

Klubben er ti point efter Leicester, der sensationelt topper rækken.

/ritzau/

Dagens Gossip