Louise forsøgte at tage sit liv: Ny viden hjælper selvmordstruede unge

Skrevet af Morten Larsen

01/07/2015

Dagens topnyheder

Hun var blå i hovedet og havde tisset i bukserne, da en mandlig sygeplejerske fandt hende midt i selvmordsforsøget på den lukkede afdeling på Frederiksberg i København

- Jeg var rigtig syg og havde været der i et par måneder. Jeg havde det så dårligt, at jeg bad personalet tjekke til mig hvert tiende minut, siger Louise Bjørndal til Dagens.dk og fortsætter:

- De havde lige været inde at kigge til mig, da jeg besluttede, at nu var det nu.

Hun hængte sig selv, men sygeplejersken fandt hende et par minutter før, det var for sent.

Læs også: Måneden med flest selvmord: April dækker over trist statistik

- I flere år hadede jeg sygeplejersken, der fandt mig, siger Louise Bjørndal.

Otte år er gået siden selvmordsforsøget, og med grå øjne og lysebrunt hår ligner Louise Bjørndal i dag enhver anden kvinde på 27 år.

Men med diagnoser på personlighedsforstyrrelser og posttraumatisk stress adskiller hun sig fra flertallet.

Og på visse områder minder hun om flere af de mange unge mennesker, der hvert år forsøger at tage sig af dage.

Manglende viden
Antallet af unge, der forsøger at begå selvmord, er steget de seneste 15 år, men alligevel har man ikke vidst meget om de selvmordstruede unge.

Selvmordsforsker Erik Christiansen fra Syddansk Universitet forsøger nu at tegne en tydeligere karakteristik af de unge, der forsøger at begå selvmord.

- Generelt set er der tale om belastede unge, der meget ofte har en psykisk sygdom, siger Erik Christiansen til Dagens.dk.

Han har han kigget på over 400.000 børn og unge født i perioden mellem 1983 og 1989.

Tallene i den nye undersøgelse peger på, langt flere piger end drenge forsøger at begå selvmord - 72 procent af de unge i undersøgelsen var kvinder.

- Pigerne behøver ikke have et dødsønske. Deres selvmordsforsøg er ofte en form for kommunikation. De vælger typisk at tage piller, og det fører meget sjældent til døden, siger Erik Christiansen.

Selv om flere piger end drenge forsøger selvmord, så er der flere selvmord blandt de unge mænd, da deres selvmordsforsøg oftest får en dødelig afslutning.

Tal om tingene
I Sorø bor Louise Bjørndal i et botilbud i en udslusningslejlighed. 

Meget af tiden går med at holde foredrag som såkaldt 'EN AF OS'-ambassadør - en landsdækkende kampagne, der skal skabe en større forståelse for folk med psykisk sygdom.

- Man skal tale mere om tingene, når det kommer til os psykisk syge. Selvmordsforsøg skal ikke være vores form for kommunikation, siger Louise Bjørndal.

Klik her for flere nyheder fra København.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: