Lov om flekslån udskydes i tre måneder

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

Det kommer til at tage tre måneder ekstra at få spændt et sikkerhedsnet ud under boligejere med etårige flekslån.

Erhvervs- og Vækstministeriet forklarer forsinkelsen således på sin hjemmeside:

- At der vil være praktiske vanskeligheder forbundet med en ikrafttræden pr. 1. januar 2014, da blandt andet realkreditinstitutternes systemer vanskeligt vil kunne tilpasses til de nye regler inden da.

Så nu kommer en ændringen af loven først til at træde i kraft pr. 1. april 2014.

Det var regeringen med erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der 6. november barslede med et lovforslag, som skal fjerne realkreditinstitutternes refinansieringsrisiko og redde boligejernes korte flekslån.

Uden et lovindgreb var politikerne bange for, at realkreditinstitutterne ville forsætte med at gøre lånene så uattraktive ved at sætte priserne op og opstille skrappe lånebetingelser, at der til sidst ikke var nogen, der ville optage lån på den måde.

Lovforslaget fra ministeren betyder, at der indføres en tvungen løbetidsforlængelse for realkreditobligationer med kortere løbetid end de bagvedliggende lån i særlige situationer.

Stiger renten med mere end fem procentpoint ved en af de fire årlige renteauktioner, vil forlængelsen træde i kraft.

Lovindgrebet skal fjerne den usikkerhed, som mange danskere har haft omkring deres boligfinansiering. Og det skal give boligejerne mulighed for fortsat at vælge de meget populære F1-lån.

- Jeg forventer, at realkreditinstitutterne med lovændringen kan opretholde de korte rentetilpasningslån, som rigtig mange danskere er glade for, lød Henrik Sass Larsens begrundelse for lovforslaget.

/ritzau/