Lov tvinger førerløse biler til at medbringe fører

Når Vesthimmerlands Kommune senere på året sender selvkørende biler på vejene, skal der være en fører om bord, selv om bilerne i princippet kan køre af sig selv.

Færdselsloven siger nemlig, at der skal være en person om bord, der i juridisk forstand er ansvarlig, hvis der sker en ulykke.

Men folkene bag forsøget med selvkørende biler ser gerne, at færdselsloven laves om.

- Vi ser gerne, at loven laves om, så den afspejler de nye teknologiske muligheder, siger Henrik Schärfe, direktør i fonden Autonomous, som står bag forsøget med de selvkørende biler.

Det er fonden, der i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune har udviklet projektet med den førerløse bil.

Og fonden presser på hos myndigheder og politikere for at få lavet loven om.

- Hvis vi skal kunne høste alle fordele ved den fuldautomatiske kørsel, er det nødvendigt med en lovændring, siger Henrik Schärfe.

Han er ikke betænkelig ved at slippe de selvkørende biler løs på vejene, selv om der for nylig blev rapporteret om en dødsulykke med en Tesla-bil, der kolliderede med en lastbil.

- Tesla-bilen var en type bil, der stadig kræver førerens opmærksomhed. Det, vi taler om her, er en anden type fuldautomatisk bil, som ikke kræver, at et menneske tager over ind imellem.

- De biler, vi har med at gøre her, er sikre, men ikke sådan, at de kan køre alle steder til enhver tid. Vi begynder med mindre domæner i bymæssig bebyggelse, som så kan udvides gradvist, siger Henrik Schärfe.

Det er meningen, at køretøjerne skal bruges til eksempelvis at transportere børn til specialklasser eller handicappede på tur.

Forventningen er, at indførelsen af de selvkørende biler vil kunne reducere kommunens bilflåde med 20 procent. Det forventes også, at medarbejderne får frigjort tid fra at sidde bag rattet til andre opgaver.

Transportministeriet har ifølge dagbladet Information nedsat en arbejdsgruppe, som er i gang med at kigge på, om færdselsloven skal laves om.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV