LTF-bandefolk sigtet for salg af 31 kilo hash

Ni mænd fra banden Loyal to Familia (LTF) er sigtet for handel med op mod 31 kilo hash. Det er kommet frem i Retten på Frederiksberg fredag morgen.

Her blev mændene i et grundlovsforhør stillet for en dommer, efter at de torsdag blev anholdt i en større bandeaktion i blandt andet Skovlunde.

De ni mænd er mellem 18 og 27 år, og i forbindelse med torsdagens aktion fortalte politiinspektør Kim Kliver fra den regionale bandeenhed Task Force Øst, at der blandt andet er tale om ledende medlemmer af LTF.

Dommeren har valgt at lukke dørene til retsmødet, efter at anklager Bjørn Sejr har læst sigtelserne mod mændene op. Dørlukningen sker af hensyn til politiets videre efterforskning.

Mændene er sigtet efter straffelovens paragraf 191, som drejer sig om grov overtrædelse af narkotikaloven.

En del af hashen har politiet beslaglagt som færdigrullede joints og som små klumper beregnet til salg.

Salget er blandt andet foregået ved Charlie Burger og boligblokkene Blokhaven. Begge steder ligger i Skovlunde.

31 kilo hash er i sammenligning med andre narkosager en mindre sag. Det gør dog ikke Kim Kliver mindre tilfreds med aktionen.

- Det er værd at lægge mærke til, at denne sag drejer sig om salg på gadeplan, og så er der selvfølgelig tale om mindre mængder, end når det drejer sig om for eksempel hashsmugling, siger han.

- Og så er det også væsentligt, at det er foregået organiseret, og vi har en solid underbygget efterforskning, siger Kim Kliver.

Ved torsdagens bandeaktion, hvor blandt andet de specialuddannede politifolk fra PET's aktionsstyrke deltog, fandt politiet flere våben.

Ingen af de ni mænd, som fredag sidder i grundlovsforhør, er dog sigtet for at have noget at gøre med de to maskinpistoler og tre pistoler, som politiet beslaglagde torsdag.

En større gruppe personer troppede fredag morgen op uden for retsbygningen på Howitzvej på Frederiksberg. Flere var iklædt tøj, som signalerede banderelationer.

- Vi gik i dialog med dem og fortalte, at de var uønskede på stedet, fordi de skabte utryghed, og vi har bortvist 40-50 personer fra stedet, fortæller Mads Firlings, der er vagtchef hos Københavns Politi.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV