Lucas Andersen kræver spilletid i Ajax

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

Hvis Lucas Andersen skal vende retur til Ajax Amsterdam efter sommerpausen, så skal den hollandske storklub satse på ham.

Får den 21-årige venstrekant ikke stillet fast spilletid i udsigt, vil han væk.

Lucas Andersen har i denne sæson været udlejet til Willem II, og han vil ikke tilbage til Ajax for at sidde på bænken.

- Ajax har fået ny træner, og det kan være en ny chance for mig.

- Jeg har haft nogle snakke med Ajax, men jeg er åben over for andre muligheder. Jeg har spillet næsten alle kampe de seneste to sæsoner, og det vil jeg blive ved med, siger Lucas Andersen, der i sidste øjeblik blev indkaldt til den igangværende landsholdstur til Kirin Cup i Japan.

- Jeg er med på, at man ikke kan få nogen garantier for, at man skal spille alle kampe, men jeg vil spille størstedelen, hvis jeg præsterer godt. Er det ikke en mulighed i Ajax, så skal jeg et andet sted hen, siger den tidligere AaB-spiller.

Han forlod Aalborg og Superligaen i 2012, men gennembruddet i Ajax lod vente på sig til 2014 efter en hård start i Amsterdam. Pludselig spillede han Champions League, men efter landsholdsdebuten samme år mod Rumænien faldt niveauet.

Selv om der har været modgang, føler han fortsat, at han tog den rette beslutning, da han skrev under med Ajax, der ejer ham frem til sommeren 2018.

- Jeg er meget glad for, at jeg gjorde det. Jeg har lært virkelig meget som menneske og fodboldspiller. Det har dannet mig. Det har været hårdt nogle perioder, men modgangen har hjulpet mig med at udvikle mig mentalt. Jeg har lært ekstra meget, fordi jeg ikke har været i trygge omgivelser derhjemme, siger han.

Mens Ajax i sidste spillerunde af den hollandske Æresdivision afgav et næsten sikkert mesterskab til PSV Eindhoven, så kæmpede Lucas Andersen i de sidste dage af sæsonen om overlevelse med Willem II i bunden af rækken.

Willem II var en del af nedrykningsspillet, men efter fire nervepirrende kampe lykkedes det at klare frisag med samlede sejre over Almere og NAC Breda.

- Det var helt vildt. Det er første gang, at jeg har spillet i Æresdivisionens nedrykningsspil. Det var nogle hæsblæsende kampe, og de var fede at spille.

- Vi vandt de to første kampe mod Almere, og så skulle vi møde vores rivaler fra Breda. Vi tabte 1-2 i den første kamp, og så vandt vi en 3-1-sejr hjemme. Det var helt vildt, og det endte med, at vores fans løb ind på banen.

- Det er noget helt andet end at kæmpe om guld. Det her var fire kampe, og præsterer man ikke i dem, så rykker man ud, siger Lucas Andersen, der scorede hattrick i det ene opgør mod Almere.

Selv om han i princippet ikke længere er Willem II-spiller i næste sæson, så var det vigtigt for ham, at klubben blev oppe i Æresdivisionen.

- Jeg havde mange følelser i det, men måske havde nogle af mine holdkammerater med mange år i klubben endnu flere. Jeg ville ikke være en del af en nedrykning. Det vil være skidt for mig personligt.

- Sæsonen har været godkendt for mit vedkommende. Jeg har fået masser af spilletid, scoret ti mål og lavet ni assister. Mit mål var dobbelte cifre i begge, fortæller Lucas Andersen.

Tirsdag rejste han med landsholdet til Japan efter afbud fra FC Københavns Nicolai Jørgensen og Malmös Anders Christiansen.

På fredag venter der en kamp mod Bosnien, og i næste uge gælder det enten Japan eller Bulgarien. Derudover er der en del træninger, som alle er en del af landstræner Åge Hareides forberedelser til VM-kvalifikationen.

- Jeg vil forsøge at vise mig godt frem. Der er en ny træner, som måske ikke kender mig så godt som Morten Olsen og Niels Frederiksen på U21-landsholdet, så det er en stor chance for mig, siger han.

/ritzau/