Lucas Andersen og seks andre er OL-klar for Danmark

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

Landstræner Niels Frederiksen er et skridt nærmere sin trup til OL i Rio de Janeiro til august.

Mandag er der sat navne på syv spillere, der skal repræsentere Danmark i turneringen, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Der er tale om Lucas Andersen (Ajax), Nicolai Brock-Madsen (Birmingham City), Andreas Maxsø (FC Nordsjælland), Frederik Børsting (AaB), Jakob Blåbjerg (AaB), Casper Nielsen (Esbjerg) og Mikkel Dessler (OB).

- Jeg er rigtig glad for, at vi med lidt under en måned igen atter har fået nogle vigtige spillere på plads til vores OL-trup, siger Frederiksen og fortsætter:

- Jeg har en fortsat god og positiv dialog med klubberne og er meget tilfreds med den samarbejdsvilje, jeg møder i mange af både de danske og internationale klubber.

- Det er jo hverken en nem situation for dem eller os. Men med de syv nye spillere på plads ser vi også antydningen af en rigtig stærk trup til Brasilien, siger landstræneren.

Målmand Jeppe Højbjerg og angriberen Yussuf Poulsen er allerede tidligere meldt OL-klar, skriver DBU.

Landstræner Niels Frederiksen forventes at præsentere den endelige OL-trup ved et pressemøde mandag den 18. juli.

Ved OL-turneringen er Danmark i gruppe med Brasilien, Irak og Sydafrika.

/ritzau/