Lucas Bjerregaard eneste dansker under par i Malaysia

Skrevet af admin

18/02/2016

Dagens topnyheder

Ikke meget tyder på et dansk topresultat ved denne uges European Tour-turnering i golf, Maybank Championship Malaysia.

På en sløj førstedag leverede Lucas Bjerregaard den bedste runde af danskerne i et enkelt slag under par, hvilket blot rækker til en delt placering som nummer 48.

Søren Kjeldsen kom rundt i par, mens både Morten Ørum Madsen, Jeff Winther og Thorbjørn Olesen måtte bruge mere end de 71 slag, som banen er normeret til for at ramme par.

De skal alle hæve niveauet på fredagens andenrunde, hvis de ikke skal falde for cut-grænsen og dermed misse de to finalerunder.

Turneringen føres af australieren Nathan Holman, som er syv slag under par.

På Ladies European Tour, som i denne uge er nået til Women's Australian Open, blev det også en middelmådig dansk indledning.

Nanna Koerstz Madsen er bedste dansker på en delt 21.-plads i to slag under par, mens Nicole Broch Larsen er et enkelt slag dårligere på en del 39.-plads.

Emily Kristine Pedersen noterede en skuffende runde i 75 slag, hvilket er tre slag over banens par og 12 slag dårligere end førende SooBin Kim fra Sydkorea.

/ritzau/