Lucas Bjerregaard er i hælene på førerduo i Hongkong

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Med fem flotte birdies på de sidste syv huller avancerede Lucas Bjerregaard adskillige pladser og er delt nummer seks efter første runde af European Tour-turneringen Hong Kong Open.

Den danske golfspiller brugte samlet set 66 slag - fire slag under banens par - og det er kun to slag fra Wei-chih Lu fra Taiwan og italienske Andrea Pavan, som fører turneringen i Fanling i Hongkong.

Det begyndte skidt for Lucas Bjerregaard, som lavede en bogey på første hul. Dernæst præsterede han birdies på hul tre og fem, inden bogeys på hul syv og ti igen lagde en dæmper på humøret.

Men så skete der noget med danskerens spil og præcision. Det blev til fire birdies i træk fra hul 12 til 15 og yderligere en birdie på hul 17 til at afslutte den glimrende første runde.

Lucas Bjerregaard har gode erfaringer med turneringen i Hongkong, hvor han blev nummer fem så sent som sidste år.

Længere tilbage i feltet befinder Lasse Jensen sig med en runde i 70 slag, som svarer til banens par. Han er delt nummer 54.

/ritzau/